Alt, du bør vide om søvn og graviditet

søvn som gravid

Mange (uendelige?) spørgsmål dukker op, når man bliver gravid. Én af kategorierne er søvn. Der opstår gerne spørgsmål, ja sågar frygt i visse tilfælde. Hvis der er noget, som nybagte forældre i høj grad frygter, er det – og oftest er frygten helt ubegrundet – om man stadig kan få sin søvn som gravid. Vordende mødre får gerne den dobbelte dosis søvntvivl, da de også gerne kæmper med manglende søvn under graviditeten.

Har jeg brug for mere søvn? Hvordan sover man med en kæmpe mave? Og der er som regel mange andre lignende spørgsmål.

Kig med her og få svar på nogle af spørgsmålene.

Nogle siger, at det er svært at sove som gravid – hvorfor forholder det sig sådan?

Først og fremmest er det bestemt ikke alle kvinder, der sover dårligere under graviditeten. Nogle sover tilmed bedre end normalt, men det er ikke ualmindeligt, at gravide kvinder får sværere ved at sove. Det bunder i en lang rækker årsager:

Tissetrang

Eftersom fosteret trykker på blæren, kan man opleve en større tissetrang, hvorfor man også gerne vågner oftere.

Kramper

Under graviditeten øger hormonerne kalciumdannelsen. Kalcium spiller en stor rolle for musklernes funktion, og den øgede produktion bevirker, at kvinder lettere kan få kramper, ofte i læggene.

Intense drømme

Gravide har ofte stærkere, mere intense og livlige drømme samt mareridt. Dette kan forstyrre søvnen, da man ganske enkelt vågner.

Behøver jeg mere søvn som gravid?

Der findes ikke et klart svar på dette spørgsmål. Søvn er meget individuelt, men hvis du føler en større trang til søvn end normalt, er det nok, fordi du har brug for det. Din krop arbejder hårdere end normalt, eftersom den skaber et nyt menneske. Hjertet slår mere frekvent, en masse hormoner skabes, nyrerne arbejder hårdt, og kroppen bliver, i takt med at månederne går, tungere. Det er derfor ikke spor underligt at sove nogle timer mere end normalt, men det er heller ikke underligt, hvis ens søvnmønster er helt normalt.

Ifølge en omfattende undersøgelse fra 2015, som gennemgik mere end over 300 allerede udførte undersøgelser, blev det dokumenteret, at gravide kvinder kan få brug for to timer mere søvn end normalt, men det gælder som sagt ikke alle.

Kan jeg sove på maven? Eller måske på ryggen?

I begyndelsen, ja. Jo længere hen i graviditeten man kommer, desto sværere bliver det. I dag anbefales det, at vordende mødre sover på venstre side. Det optimerer blodgennemstrømningen rundt i kroppen og til babyen. Det er dog ikke skadeligt at sove på højre side. At sove på ryggen indebærer derimod en forhøjet risiko for nedsat blodtilførsel til fostret, da blodkarrene kan komme i klemme. Gravide bør derfor ikke sove på ryggen, særligt ikke i graviditetens sidste måned.

 

Continue reading